 |
 |
| Ansigtet dagen efter styrtet. |
Xrays af ryggen med en tydeligt kollapset lændehvirvel. |
Freeride DM 2009 - finalen
I uge 15 i år var jeg i Les Deux Alpes til Helly Hansen Freeride DM. Jeg fuckede up i mit finaleløb, droppede en 10-meter-klippe med alt for meget fart, ku’ ikke holde den og landede på ryggen. Jeg klikkede ud af den ene ski og var således ude af konkurrencen. Det var surt, men ok da jeg fik en speciel præmie af dommerne for at give den max gas.
Jeg blev efterfølgende røntgenfotograferet og min læge i Val d’Isère kunne konstatere at mine ryghvirvler mellem skulderbladene var blevet trykket lidt. Dermed måtte jeg ikke stå på ski i en uge, og kun hvis det blev mærkbart bedre indenfor den uge, måtte jeg begive mig ud på ski igen. Ellers var sæsonen ovre. Ligegyldig hvad, så skulle jeg i hvert fald ikke gå ud og styrte igen, understregede han.
Men, hurra hurra, min ryg kom sig forholdsvis hurtigt, og jeg kunne, to uger efter styrtet til DM, konstatere at jeg godt kunne holde til at droppe klipper.
Med RAD film i Val Thorens
Jeg var taget til Val Thorens for at filme med RAD film. Jeg var helt oppe over at jeg havde muligheden for at vise evnerne frem på film sammen med RAD folkene.
Jeg blev prøvefilmet den første dag med nogle små nemme linier. På andendagen skulle jeg steppe det lidt op og til at præstere noget mere spændende freeride.
Jeg skulle køre en linie der indeholdt en række klipper, en linie jeg selv havde valgt. Jeg havde tjekket sneforhold og testkørt siden. Jeg havde med vilje nedjusteret størrelsen på klipperne da jeg ikke ville konkurrere med andre end mig selv. Jeg syntes med andre ord at jeg havde valgt en fed linje som jeg havde styr på. Jeg var HELT klar.
Siden bestod i sin enkelthed af fem små klipper. Jeg fuckede op på klippe nr 3, røg ud over det sidste klippeparti i bragende bagvægt og i en roterende bevægelse, snittede et par klipper på vejen, landede baglæns, på ryggen og gik kortvarigt ud som et lys. Jeg blev hentet i banan, og fik en række småskader, hjernerystelse og sidst men ikke mindst, en fraktur i 2. lændehvirvel.
4 måneder senere
Det er nu fire måneder siden skaden skete, og jeg er fortsat igang med fysioterapi tre gange om ugen. Jeg sover maksimalt tre timer ad gangen, og skal så op på grund af smerter, og rette ryggen ud i en times tid. Men det går fremad. Små skridt, men det går fremad.
Læger og fysioterapeuter er optimistiske. Om end min anden lændehvirvel er kollapset 5 mm på forsiden, har jeg været utrolig heldig. Havde frakturen gået hele vejen igennem anden lændehvirvel havde det været en helt andet snak om førlighed.
For nuværende træner jeg stabilitetstræning på livet løs. Én rygøvelse ad gangen.
Til vinter er jeg tilbage på brædderne. Klar til freeride. Klar til revanche.
// Henrik Thorsen - LINE Team rider
Det sidste filmklip er tilvejebragt af RAD film der pt er igang med at klippe deres nye film “Time Machine”. Tjek nyheder og teaser ud på freeride.dk!